Medie: Kong Charles rejste fra Windsor inden mindehøjtidelighed for kong Konstantin begyndte
Tirsdag samles kongelige og gæster i slotskapellet på Windsor Castle for at mindes kong Konstantin, som gik bort i januar sidste år.
Det er den britiske kongelige familie – med dronning Camilla som vært – som ærer den afdøde konge.
Kong Charles deltager ikke i mindehøjtideligheden, da han modtager behandling for sin kræftsygdom.
Dog var han sammen med sin hustru på Windsor Castle inden.
Ifølge Daily Mail var kong Charles til stede på Windsor Castle tirsdag morgen, men rejste derfra, inden mindehøjtideligheden begyndte.
Det forventes ikke, at han mødes privat med de mange udenlandske kongelige gæster, som er rejst til Storbritannien i forbindelse med mindehøjtideligheden.
Kong Charles var ikke den eneste fra den britiske kongelige familie, som havde meldt afbud af private årsager.
Prins William skulle have deltaget, men måtte aflyse i sidste øjeblik.