Årgang 20-Louie er fyldt fire, men fødselsdagen tog en trist drejning
De seneste uger er der mange, som har fulgt familierne fra ”Årgang 20” på TV 2, og nu har den sidste af de fire hovedpersoner kunnet fejre sin fire-års fødselsdag.
Daniel og Marias søn, Louie, fyldte fire år tirsdag den 27. februar, men undervejs tog dagen en trist drejning.
Det fortæller Maria i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
- I går tog Louies fødselsdag en rigtig træls drejning. Vi havde spist lækker pizza og skulle hygge på sofaen med lidt slik. Men desværre faldt Louie, og han viste tydeligt, at det gjorde rigtig ondt i armen, skriver Maria og fortsætter:
- Så vi kom på hospitalet, og han havde så brækket armen to steder og nu er den i gips. Puha, det var simpelthen bare forfærdeligt, specielt fordi vi slet ikke kunne nå at forberede Louie på det lægebesøg. Men det hele lykkedes til sidst, og nu skal den være i gips de næste tre-fire uger. Og nu får vi lige dekoreret lidt på den, skriver hun i opslaget.
Louie har infantil autisme og kan have det svært i uvante situationer, men den lille ”Årgang 20”-stjerne klarede sig altså igennem og skal nu bruge de næste uger med armen i gips, så den kan hele.