Rygter om prinsesse Kates helbred har skabt bekymring: Nu svarer Kensington Palace
Den seneste tid har flere rygter om prinsesse Kates helbred skabt stor bekymring.
Bekymringen er opstået efter, at prins William tidligere på ugen måtte aflyse sin deltagelse i mindehøjtideligheden for kong Konstantin.
Prinsen skulle have haft en særlig rolle ved mindehøjtideligheden, men aflyste en time, inden det startede af personlige årsager.
Siden da har flere brugere på sociale medier, kongehuseksperter samt internationale medier spekuleret i, om det mon var relateret til prinsesse Kates helbred.
Allerede samme dag forsikrede Kensington Palace, at prinsessen stadig har det godt, men det satte ikke en stopper for rygterne.
42-årige Kate fik i januar foretaget en omfattende operation i maven. Efterfølgende har prinsessen aflyst alle sine officielle pligter, mens hun kommer sig. Hun forventes ikke at være tilbage før april.
Prinsesse Kate er ikke blevet set i offentligheden siden den 25. december, og det har flere medier set som et foruroligende tegn. Hun blev indlagt i forbindelse med operationen den 16. januar, og hun blev udskrevet igen efter 13 dage.
Flere har undret sig over det hemmelighedsfulde sygdomsforløb, og det har skabt rygter om, hvorvidt det er mere alvorligt end først antaget.
Men igen maner Kensington Palace alle rygterne i jorden.
I en udtalelse til flere britiske medier, herunder Hello Magazine, forklarer de, at årsagen til stilheden omkring Kate er, at der ikke er noget vigtigt at berette om.
- Vi var meget tydelige fra starten af, at prinsessen af Wales var ude indtil efter påske, og at Kensington Palace kun ville give opdateringer, når noget var vigtigt, oplyser talspersonen med henvisning til tidligere udtalelser.
Det er tidligere blevet meldt ud, at prinsesse Kate har et ønske om, at årsagen til operationen forbliver privat.
- Prinsessen af Wales sætter pris på den interesse, som denne udtalelse vil få. Hun håber, at offentligheden vil forstå hendes håb og at bevare så meget normalitet for hendes børn som muligt; og hendes ønske om, at hendes personlige medicinske information vil forblive privat, lød det i januar.