Helene Frank har altid en Knæk Cancer-Blomst på sit tøj til X Factor: Nu forklarer hun hvorfor
Helene Frank imponerer både dommere, publikum og seerne, når hun fredag efter fredag går på scenen i "X Factor".
Helene Frank har gennem sin tid i "X Factor" gennemgået en stor forvandling, når det kommer til sønderjydens look. Hun har nemlig fået klippet en lang page og skiftet striktrøjen ud med et chikt jakkesæt, der fik sangerinden til at stråle i bedste sendetid.
Men selv om der er flere ting, der er blevet ændret ved Helene Franks look, så er der én ting, som sønderjyden ikke kommer til at skifte ud.
Det er hendes Knæk Cancer-Blomst, som hun bærer med stor stolthed liveshow efter liveshow - og årsagen bag hendes Knæk Cancer-Blomst går lige i hjertet.
– Min bedste veninde har kræft. Så jeg vil gerne støtte hende ved at have denne her Knæk Cancer-Blomst på, fortæller Helene Frank til BILLED-BLADET, efter hun gik direkte videre til næste liveshow, hvor hun igen kan bære den betydningsfulde blomst.