Besøget på Klitgården vækker opsigt i Badehotellet: Men hvad skete der egentlig med den kongelige feriebolig?
Det er i femte sæson af TV 2s successerie ”Badehotellet”, at vi for første gang hører om Klitgården.
Det er sommeren 1932 og midt i idyllen ankommer den københavnske vekselerer August Molin og hans svenske hustru, spillet af Søren Sætter-Lassen og Lisa Werlinder.
De er rejst direkte fra Skagen, hvor de har besøgt kongeparret i deres sommerresidens, og rygterne om de nye gæsters kongelige bekendtskaber går som en steppebrand på det lille badehotel, mens Fie får travlt med at diske op med både champagne og kaviar.
Detaljen om Klitgården har manuskriptforfatterne, Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, lånt fra virkeligheden. Og i denne periode var det kong Christian 10. og dronning Alexandrine, som nød sommeren på toppen af Danmark.
Men hvad skete der med den kongelige sommerresidens?
Klitgården, som havde tilnavnet ’kongevillaen’, blev opført af kong Christian i 1914 som privat feriebolig. Bag stod arkitekten Ulrik Plesner, der satte sit præg på Skagen med flere ikoniske bygninger – heriblandt Brøndums Hotel.
Boligen blev bygget syd for byen og, som navnet afslører, i klitterne – helt ud til stranden og det brusende hav. Som årene gik, kom Klitgården til at danne rammer om kongefamiliens sommerminder. Men det fik en ende.
Efter kong Christians død i 1947, fortsatte dronning Alexandrine med at benytte sig af ferieboligen. Da hun døde, gik huset i arv til parrets yngste søn, arveprins Knud.
Klitgården var arveprins Knud og arveprinsesse Caroline Mathildes foretrukne sommeropholdssted, og når flaget vajede foran den gule sommerbolig, var sommeren varslet. Det var deres fristed, hvor de nød tiden med børnene.
Efter arveprins og arveprinsessen var gået bort, besluttede de tre børn, grev Christian, grev Ingolf og prinsesse Elisabeth, at det var tid til at sælge sommerresidensen.
Det gjorde de i 1997, og i dag drives Klitgården som et refugium for forskere og kunstnere af en Klitgaarden Fonden.
Også i den forbindelsen har dronning Margrethe og andre i familien siden besøgt deres families tidligere sommerresidens. Heriblandt i 2013, da dronning Margrethe og prins Henrik var på sommertogt. Ligesom Mary og Frederik som kronprinspar var forbi i 2011 – også har var det i anledningen af et sommertogt.