Efter en lang dag i arenaen: Pludselig dukkede prinsesse Benedikte op et helt andet sted
Prinsesse Benedikte er kendt for at være en flittig og pligtopfyldende person.
Også under Dansk Varmblods Hingstekåring og ridestævne i Jyske Bank Boxen i Herning havde dronning Margrethes lillesøster et travlt program fra morgen til aften.
Mange timer i arenaen
Således ankom prinsessen om formiddagen kl. 10.45 og tog direkte over at se sin yngste datter, prinsesse Nathalie, ride et flot stævne, hvor hun fik en tredjeplads.
Efter flere timer i godt selskab med Europas dygtigste dressurryttere, der viste deres kunnen i den jyske arena, dukkede hun lige pludselig op et helt andet og uventet sted, i en hal et godt stykke vej fra Boxen.
Dyrevelfærd i centrum
Klokken 18.00 ankom hun til foredraget "Kan hestevelfærd og konkurrencesport gå hånd i hånd?" arrangeret af Hestens Værn, som også hendes ledsager under dagens program, godsejer Anne Lütken, deltog i.
Her handlede det om, hvordan man får god hestevelfærd til at gå hånd i hånd med gode sportsresultater for at sikre ridesportens fremtid.
Kender deltagerne
- Det er spændende. Jeg er protektor for Hestens Værn og så gav det sig, at der er det her foredrag. Jeg kender dem, som holder foredraget, forklarede prinsesse Benedikte om sin deltagelse til BILLED-BLADET.
I panelet sad dronning Marys ridelærer, Karin Nissen, der er berider og daglig leder af Frederiksværk Rideklub, Camilla Stormont, adfærdstræner, dyrlæge Mette Uldahl, Andreas Künnemann, berider og formand for springudvalget og dyrlæge Lise Berg, mens moderator var dyrlæge og dressurdommer, Hans Christian Matthiesen.
Blandt emnerne var, hvordan der kan skabes et miljø, hvor det er ok at sige til og fra på hestens vegne.
Dagen var dog endnu ikke slut for prinsesse Benedikte efter foredraget, fordi hun lige efter tog direkte videre til generalforsamlingen i Dressurens Venner.