Nicolai blev afvist af sin far i De forsvundne fædre – men efter kameraerne slukkede skete noget helt uventet
Det kom ikke som en overraskelse for Nicolai Fasting Baltzer, da tv-vært Kristian Bech i aftenens afsnit af TV 2-programmet ”De forsvundne fædre” kunne konstatere, at Nicolai ikke deler gener med den mand, han er opvokset med som sin far.
Nicolais mor, Lisbeth, havde inden sin død – få år tidligere – luftet muligheden for, at Nicolais biologiske far muligvis var en ferieflirt, hun mødte på Mallorca.
Den formodning skulle vise sig at holde stik, og efter en DNA-analyse kunne Kristian Bech bekræfte, at Nicolais biologiske far ikke – som hidtil troet – var morens daværende kæreste, Poul-Erik, men derimod Lisbeths svenske ferieflirt, en svensk mand ved navn Carl Gustav.
Det lykkedes efterfølgende Kristian Bech at opspore Carl Gustav, der dog blankt afvist muligheden for, at han var Nicolais biologiske far, ligesom han nægtede både at få foretaget en DNA-test og mødes med sit voksne barn.
Nicolai tog nyheden om sin biologiske fars afvisning med oprejst pande, men slog alligevel fast, at han ville forsøge at opsøge Carl Gustav i Sverige på egen hånd i håbet om et andet udfald.
Det var derfor med sommerfugle i maven, at Nicolai selv tog turen over Øresund, og selv om mødet mellem far og søn skete uden kamera, så bar det personlige fremmøde frugt.
– Det var vildt nok. Han bød mig indenfor, og vi stod og snakkede i entréen. Han ville indledningsvis gerne holde det for sig selv – til at starte med. Men positivt, at jeg ikke blev afvist. Han ville gerne ses, og han ville gerne lære mig at kende. Jeg sagde til ham, at jeg rigtig gerne ville lære hans andre børn at kende, og det afviste han ikke kategorisk. Så jeg så det som en åbning i hvert fald. Alt i alt positivt. Jeg er en glad mand, lyder det afslutningsvis fra Nicolai i programmet.