21. mar. 2024
Af Marianne Singer

Holdt det hemmeligt i mange år: Nu afslører kong Frederik overraskende kærlighedsgave til dronning Mary

Kronprins Frederik og dronning Mary.
Kronprins Frederik og dronning Mary.
Foto: Aller Media
En kæmpe overraskelse venter de besøgende i den nye særudstilling om kong Frederik på Amalienborgmuseet.

Danskerne kommer helt tæt på deres nye konge, Frederik X, i en ny særudstilling om kongen på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ.

Torsdag eftermiddag åbnede kong Frederik i godt selskab med dronning Mary og prinsesse Benedikte den storslåede udstilling, der indeholder en række hidtil ukendte private genstande, som kongen har bidraget med.

Den største overraskelse

Den største overraskelse i udstillingen er helt sikkert en kærlighedsgave fra Frederik til Mary, som hidtil ikke har været kendt i offentligheden.

Kærlighedsgaven er en fin sommerkjole med V-udskæring i sort med guldvævninger og tyl-detaljer, som daværende kronprins Frederik havde med som kærlighedsgave til Mary Donaldson, da han rejste ned til hende i Australien for anden gang, efter at de i 2000 mødte hinanden til OL.

En smuk kjole, der passede hende fuldstændig perfekt.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-03-21/20240321_hjp5178-1.jpg
Den smukke kjole, som dronning Mary fik af kong Frederik, kan ses på udstillingen liggende i en æske.
Foto: Hanne Juul

Særlig udstilling

Det er i anledning af det historiske tronskifte, at Amalienborgmuseet viser udstillingen ”Frederik 10. – Konge af i morgen” fra den 22. marts – 8. september 2024.

Udstillingen tegner igennem fotografier, genstande, videoklip, malerier og lyd et portræt af Danmarks nye konge.

Blandt de udstillede genstande er bjælken med kælenavnet Maren, som kongen gravede sig ind under i forbindelse med afslutningen af frømandsuddannelsen, dronning Marys brudekjole og kong Frederik 10.s gallauniform fra søværnet.

Du kan også se særlige genstande, som kongens første skoletaske og hundeslædepisken fra Sirius-ekspeditionen i Grønland.

Udstillingen er her på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ, samme palæ, hvor kongen som kronprins havde sin egen lejlighed frem til brylluppet i 2004, og som ligger direkte over for Frederik VIII’s Palæ, som i dag er kongeparrets hjem i København.

Senere åbner udstillingen på Koldinghus, hvor den kan ses her fra 11. oktober 2024 til 21. april 2025.

Læs mere om: