ABBA hædres af den svenske konge
Björn Ulvaeus, Benny Andersson, Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad, måske bedre kendt som medlemmerne af ABBA, er blevet hædret på flotteste vis af kong Carl Gustaf.
– For første gang i næsten 50 år er de kongelige ridderordener blevet tildelt svenskere for enestående indsats. Ordensmodtagerne er indstillet af offentligheden og navneforslagene er derefter udarbejdet af ordensrådet. Regeringen har i dag støttet navneforslagene og kongen har efterfølgende truffet den formelle beslutning om uddelinger, lyder det fra det svenske kongehus.
Björn Ulvaeus, Benny Andersson, Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad er alle blevet tildelt Vasaordenen, der er en svensk ridderorden.
Der findes følgende fem klasser af Vasaordenen: Kommandør af storkorset, Kommandør af 1. klasse, Kommandør af 2. klasse, Ridder af 1. klasse og Ridder af 2. klasse.
De tidligere medlemmer af den populære popgruppe kan kalde sig Kommandør af 1. klasse for deres meget fremragende indsats i svensk og internationalt musikliv.
Den 31. maj vil de få overrakt deres orden ved en ceremoni på slottet i Stockholm.