Prinsesse Kate åbner op om sin sygdom: Slutter video af med rørende hilsen
Prinsesse Kate er hovedperson i en gribende video, der er offentliggjort fredag.
I videoen, som er delt på det britiske prinsepars officielle instagram, deler hun, at der i forbindelse med den maveoperation, hun gennemgik i januar, er fundet kræft.
Hun er – efter hun er kommet sig over operationen – i gang med at blive behandlet med forebyggende kemoterapi.
Prinsessen fortæller, at det naturligvis har været et stort chok for hende, prins William og ikke mindst deres tre børn prins George, prinsesse Charlotte og prins Louis.
Hun uddyber også, at hun for hver dag, der går, er i bedring.
Behandlingen betyder, at hun fortsat vil være sygemeldt fra offentlige opgaver. Det var ellers planen, at hun kun skulle være sygemeldt til påske.
- Vi håber, at I har forståelse for, at vi som familie har brug for tid, plads og privatliv, mens jeg modtager min behandling, fortæller hun.
I slutningen af videoen henvender prinsesse Kate sig på rørende vis til andre, der er i hendes situation, eller som er mærket af at kende én, der har kræft.
- I denne tid tænker jeg også på alle dem, hvis liv er blevet berørt af kræft. Til alle dem, der kæmper med denne sygdom i hvilken som helst form, lad vær med at miste modet eller håbet. Du er ikke alene, slutter hun videoen af med.