Lene Beiers lillesøster sælger også deres villa i Søvang: Her er prisen for villaen
Det er ikke mange år siden, at Lene Beiers søster, svigerinde, nevø og mor flyttede ind lige ved siden af hendes egen families hjem i Søvang på Amager, og i 2021 kunne man følge tilblivelsen af familiekollektivet i ”Beier over hækken”.
Sidste år besluttede Lene Beier sammen med sin mand, Anders, dog, at de ville sælge deres dejlige, gule villa med direkte udsigt over Øresund, så de kunne forfølge drømmen om at blive hotelejere i Østrig.
Huset blev solgt tidligere på året, og nu har familien på den anden side af hækken også sat deres nyrenoverede hjem til salg. Så snart er familiekollektivet fortid.
- Min mor skal være med til at drive hotellet i Østrig om vinteren. Hun glæder sig og siger, at hun er glad for at få et nyt eventyr i den alder, hun har, selv om min mor kun er 68 år, fortæller Lene Beier til BILLED-BLADET.
- Og Mette og Matilde vil gerne bo i byen igen. De kunne godt tænke sig at have en stor lejlighed, så min mor kan bo hos dem og os på skift og dermed have en base både i København og i Østrig, siger TV 2-værten om ændringerne.
Søsteren og svigerindens hus gennemgik en stor forvandling, hvilket man også kunne følge på tv. Boligen er delt op, så man kan bo flere generationer sammen eller eventuelt udleje førstesalen. Boligen rummer 206 kvadratmeter, og den er sat til salg for 8.495.000 kroner.
Lene Beier og mandens gule villa på den anden side af hækken blev i første omgang sat til salg for lige under 15 millioner kroner. Boligen endte med at blive solgt for 12.050.000 kroner. De nye ejere overtager den 1. maj.