Festlig familieferie langt væk: Mon kong Frederik og dronning Mary tager denne påsketradition med sig til udlandet?
Kongeparret og deres børn er taget på påskeferie udenfor landets grænser, og det kan være, de har taget nogle af påsketraditionerne hjemmefra med sig langt væk.
Kong Frederik og dronning Mary og børnene holder fast i en særlig påsketradition, der inkluderer sang og musik, hvilket fylder en del i påsken i kongefamilien.
Det kommer kong Frederik faktisk ind på i bogen ”Kongeord”.
Frederik og Mary synger snapseviser med vennerne
– Fællessang, hvad enten det nu er i kirkens rum eller ved private, festlige lejligheder, fylder mere i mit liv i dag. Ikke mindst fordi min hustru også holder af at synge, siger kong Frederik i bogen og fortsætter med at stille skarpt på sin families særlige påsketradition.
– Vores familie har en fin tradition i påsken, hvor vi sammen med børnene mødes med gode venner til påskefrokost, og her synger vi en håndfuld danske sange plus et par snapseviser, fortæller Frederik, der har meget mere på hjerte om påskehyggen.
Kong Frederik fortæller, at man forinden har samlet sangteksterne i et lille klippe-klistre-hæfte, der omdeles ved påskebordet. Både voksne og børn synger med.
Kong Frederik siger i bogen, at børnene og deres jævnaldrende venner er helt ok med at sidde og synge sammen med de voksne – noget Frederik selv havde det mere anstrengt med, da han var teenager.