Var det et frieri? Det siger Amanda selv om Uwes store kærlighedserklæring
Det var en rørende og følelsesladet scene, der udspillede sig mellem Amanda og Uwe i afsnit 5 af ”Badehotellet”.
Parret mødtes i Grove-lejren, og her fortalte Uwe, at han havde fået lov til at blive sendt hjem til Tyskland – og at han ville have Amanda og datteren Frida med.
Og midt i det hele smed Uwe lidt af en bombe, som nærmest tog pusten fra Amanda.
- Jeg har sagt, at jeg kun kommer, hvis jeg må tage min kone og datter med, lød det fra Uwe.
- Din hustru? svarede en berørt Amanda lidt tøvende.
Uwe kaldte altså Amanda for sin hustru. Men var det et egentligt frieri?
Amalie Dollerup, som spiller Amanda, er ikke i tvivl om, hvordan man skal tolke Uwe Kiesslings store kærlighedserklæring.
- Ja, det er et frieri, udbryder en begejstret Amalie Dollerup, da BILLED-BLADET taler med hende.
Den 37-årige skuespiller sætter flere ord på Uwes frieri til sin elskede Amanda.
- Det er også derfor, at han er ét stort smil. Han siger, at de skal gifte sig, for at de kan være sammen i Tyskland, forklarer Amalie Dollerup og tilføjer:
- Amanda er slet ikke i tvivl, hun vil gøre alt for at være sammen med ham.
Det var dog ikke ligefrem et klassisk frieri, seerne var vidne til på skærmen.
- Dengang var det jo ikke særligt romantisk at blive forsonet, for der var så meget modgang hele tiden. Men når der opstår en mulighed, må man tage den, og det er både Uwe og Amanda vildt gode til.