Stig Rossen er klar til at starte forfra: Det vil han bruge de næste 20 år på
Stig Rossen er klar på at lægge karrieren som musical-stjerne på hylden, men det betyder bestemt ikke, at han kommer til at hvile på laurbærrene.
Den 61-årige sanger og skuespiller vil nemlig udfordre sig selv og drømmer om at bruge de næste mange år i filmbranchen.
- Jeg er uddannet skuespiller, så hvis jeg er heldig, vil jeg gerne bruge de næste 20-30 år på at spille noget mere film og tv, fortalte Stig Rossen, da BILLED-BLADET mødte ham til premieren på musicalen ”Askepot”, hvor han spiller konge.
Stig Rossen afslørede, at han allerede har landet en rolle i en dansk film.
- Jeg får debut i en film fra Zentropa til efteråret, lød det med et smil fra skuespilleren, som tilføjede:
- Det er en meget lille rolle, men i det mindste er jeg kommet i gang. Jeg er klar til at starte forfra!