Lone arvede efter sin halvbror i Forsvundne arvinger: Sådan går det i dag
Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh skulle finde hoved og hale i en arvesag om en fynsk kunstner, der havde efterladt sig en arv på flere millioner kroner.
Der var tale om kunstneren Søren Kirkegaard, som ikke havde fået nogle børn, der kunne arve hans formue. Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh gik derfor på jagt, for at finde spor til mulige slægtninge, der kunne arve de mange penge.
Efter en grundig søgen fandt Mette Frisk og Adam Jon Kronegh frem til Søren Kirkegaards halvsøster, Lone Lykkeris, og hendes datter, Gitte Lykkeris, der var niece til Søren Kirkegaard.
Det viser sig, at Lone Lykkeris er arvtageren til Søren Kirkegaards formue – og det er noget, der kommer som et chok for Lone Lykkeris i programmet. Hun står nemlig til at arve svimlende 2,4 millioner efter sin halvbror, som hun ikke har set siden slutningen af 1990'erne.
Efter programmet fanger BILLED-BLADET Lone Lykkeris datter, Gitte Lykkeris, på telefonen, hvor hun fortæller, at hendes mor har modtaget pengene fra arven – og de er blevet brugt på noget, som Lone har set frem til at købe.
– Min mor har det fint. Hun er glad for de oplysninger, hun har fået. Det er jo faktisk det, der betyder allermest. Hun har også fået købt en ny sofa, fortæller Gitte Lykkeris til BILLED-BLADET.
Det er ikke kun en ny sofa, som Gitte Lykkeris har brugt pengene på. Hun har også givet en håndfuld penge til de nærmeste familiemedlemmer.
– Mig og min søster har fået lidt. Hendes svigerbørn har også fået lidt. Så det går egentlig bare stille og roligt, og hun nyder egentlig bare livet, lyder det fra Gitte Lykkeris, der er glad for, at de medvirkede i programmet.
Men det er ikke pengene, der har betydet mest for Lone og Gitte. Det er derimod de oplysninger, som Lone fik om sin mor, der har skabt mest glæde hos hende.
– Det var det, der betød allermest for hende i hele programmet. Det var virkelig værdifuldt for hende, at hun fik at vide, at hendes mor ikke kasserede hende. Hun kæmpede virkelig for hende, og til sidst var der ikke noget at gøre, afslutter Gitte Lykkeris.