Dronning Mary ser frem til historisk oplevelse i naturen
Dronning Mary glæder sig uden tvivl til at få sig én på opleveren søndag middag.
Her deltager hun efter planen i en markering af udvidelsen af Dyrehaven.
Den sydlige del af Jægersborg Hegn er nemlig blevet integreret i Dyrehaven.
Her løfter hun blandt andet sløret for kong Frederiks monogram på en af de nye, røde porte.
Derudover får hun den ære at slippe to hjorte fri i Dyrehavens nye del.
De to hjorte er efterkommere af hjortene i den oprindelige dyrehave, der blev indhegnet af Frederik III.
Herefter vil dronning Mary og miljøminister Magnus Heunicke få en kort rundtur i Dyrehaven.
Naturen er vigtig for Mary
I det nye integrerede stykke natur har der tidligere været kommerciel skovdrift.
Det er nu stoppet i forbindelse med, at skoven er udlagt som såkaldt urørt skov, og der er sat hegn om området, så en del af Dyrehavens hjortevildt kan flytte ind i det nye område.
Det giver vildere natur og gavner sjældne planter, dyr og svampe.
Vigtigheden af at passe på naturen og dens mangfoldighed er en væsentlig del af Marys virke, særligt siden hun blev præsident for WWF Verdensnaturfonden, Danmark.
Alle er velkomne til at deltage i markeringen og opleve foråret i Dyrehavens smukke omgivelser på egen hånd efterfølgende.
Fra kl. 12.15 vil der desuden være mulighed for at komme på en guidet tur med medarbejdere fra Naturstyrelsen, der vil fortælle om naturen i Dyrehaven.
Læs mere om begivenheden på Naturstyrelsen.dk.