Oh Lands frisure gik viralt: Nu forklarer hun årsagen til den opsigtsvækkende frisure
Oh Land tog et "etageklip" til nye højder, da hun dukkede op i "X Factor" med sit flammende røde hår.
Sangerindens frisure havde nemlig fået en tur med saksen, hvor frisuren var blevet klippet i grove etager.
Ekstra Bladet fangede sangerinden efter showet, hvor de kunne fortælle, at der var et væld af kommentarer på de sociale medier om hendes opsigtsvækkende frisure.
– Hvad sagde folk? Spurgte de, om mit barn har klippet det?, griner dommeren til Ekstra Bladet.
Men det var dog ikke Oh Lands børn, der havde haft gang i saksen. Det var derimod et bevidst valg, hvor der lå et helt specifikt budskab bag.
– Tankerne bag det nye hår er, at alle kanter ikke behøver at være så bløde. Nogle gange må man godt stå ved de kanter, man nu engang har, fortæller Oh Land til Ekstra Bladet, og svinger de nye lokker for kameraet.
Det er allerede på fredag, at finalen i "X Factor" finder sted – dog har Oh Land ingen deltagere i finalen, da hun forrige fredag måtte sige farvel til sin sidste deltager, Elva.