Eddie Skollers villa blev sat til salg for millioner: Kendt dansker har givet formue for den
Eddie Skoller døde i slutningen af august 2023. Han blev 79 år gammel.
Godt tre måneder efter satte hans enke Dorrit Elmquist deres villa i Charlottenlund til salg.
Nu er det blevet solgt. Det skriver Se og Hør.
Og det er ikke hvem som helst, der har overtaget millionvillaen.
For ifølge Tinglysningen er det nemlig håndboldspiller Mikkel Hansen og hans hustru designer Stephanie Gundelach, der har købt det 255 kvadratmeter store hus.
Det blev dengang sat til salg for 24,5 millioner kroner. Selv købte Eddie Skoller det for godt 13,5 millioner kroner i 2015.
Men parret, der har sønnerne Eddie Max og Vince, har ifølge Tinglysningen altså givet 20,8 millioner kroner for deres nye hjem.
Nyheden om huskøbet kommer blot få dage efter, at Mikkel Hansen meddelte, at han stopper sin karriere som aktiv håndboldspiller til sommer.
Hvad der skal ske, når han altså ikke længere spiller håndbold, havde han ikke selv svaret på. Andet end at han glædede sig til at beskæftige sig med noget andet end sporten.
Hustruen Stephanie Gundelach er stifter af modemærket OperaSPORT.