Søstrene Tea og Tilde fra Først til verdens ende: Vores mor er uhelbredelig syg
Søstrene Tea og Tilde fra TV 2-programmet ”Først til verdens ende” ligger ikke skjul på, at de er meget forskellige.
Storesøster Tea, 25, har et udpræget behov for kontrol, hvorimod lillesøster Tilde, 23, er meget impulsstyret og spontan.
Forskellighederne, der kom til udtryk allerede på rejsens første døgn, har rod i en barndom præget af sygdom og frygten for at miste.
– Jeg var seks år gammel og Tilde fire, da vores mor fik konstateret en aggressiv form for brystkræft. Det blev opdaget sent, så det var ret alvorligt. Vi var bare små børn, men jeg husker tydeligt, at alvoren gik op for mig, da vi besøgte vores mor på hospitalet, og så hende ligge meget syg tilkoblet en masse apparater, fortæller Tea til BILLED-BLADET og fortsætter:
– Lige da sygdommen brød ud, der var det mest mig, der bekymrede mig. Det havde helt sikkert noget med vores alder at gøre. Jeg kan tydeligt huske, at der er episoder i vores barndom, hvor jeg var bange for, at vores mor skulle dø, når hun var indlagt i lange perioder. Jeg var rædselsslagen for at miste hende, og derfor tilbragte jeg meget tid med hende på hospitalet, når hun skulle have behandlinger, fordi jeg ville være sikker på, at jeg fik hende med hjem igen.
– Vi har haft den samme barndom, men vi har reageret meget forskelligt på den. Mit livssyn er, at uanset hvor meget, man forsøger at planlægge, så kan livet til enhver tid feje benene væk under dig. Tea derimod har altid haft et stort behov for at skemalægge, for at gøre det hele mere stabilt, forklarer Tilde.
Tea og Tildes mor Hanne har gennemgået et voldsomt kræftforløb, og selv om hun aldrig bliver kræftfri og rask, så har hun det i dag godt.
– Hun har det godt. Hun er stabil, og lægerne holder sygdommen i ro, men hun bliver aldrig rask. Det gør hun ikke, lyder det fra Tilde.
Tea og Tilde har en dansk mor og en ivoriansk far fra Elfenbenskysten, men forældrene blev skilt, da pigerne var helt små.
I ”Først til verdens ende” dyster de tilbageværende fire par om at nå først fra Tokyo til Bali uden andre hjælpemidler end et beskedent kontantbeløb og et kort over Asien.