Hertuginde Sophie i himmelblå kjole og lækker uldfrakke
Mandag formiddag havde prins Edward og hertuginde Sophie overtaget en særlig opgave fra kong Charles.
Her skulle de nemlig overvære et vagtskifte ved Buckingham Palace, som markerede det nære bånd mellem Storbritannien og Frankrig.
Under ceremonien var hertuginden iklædt et lyst forårslook. Sophie bar en himmelblå lang kjole fra Roland Mouret og en lækker sandfarvet uldfrakke fra Max Mara.
Ifølge den kongelige modeblog Royal Fashion Police havde kong Charles' svigerinde stylet looket med en blå og cremefarvet taske i ruskind og læder fra Strathberry samt lyse pumps fra Prada.
Sammen med prinsesse Anne er prins Edward og hertuginde Sophie nogle af de kongelige familiemedlemmer, der den seneste tid har overtaget officielle pligter fra kong Charles, mens han modtager behandling for sin kræftsygdom.
I marts var prinsesse Anne og hertuginde Sophie værter for en reception, hvor kong Charles skulle have været vært. I en tale, som kongens lillesøster læste højt, kunne man høre Charles' taknemmelige ord til sine stedfortrædere.
- Jeg kan kun håbe, at der blive taget godt hånd om jer i mit fravær, og jeg er yderst taknemlig for, at prinsesse Anne og hertuginde af Edinburgh er mine stedfortrædere.