Nu er det ikke kongefamiliens ansvar længere: Dette fritages de for
Det historiske tronskifte den 14. januar har vendt op og ned på meget, og statsministeren har nu fremsat tre lovforslag, der samlet set skal være med til at understøtte et moderne og fremtidssikret monarki.
Overordnet set betyder det, at kongehuset ventes at modtage en hel del flere millioner hvert år, end de gør nu. Regeringen ønsker at ændre den samlede ydelse til kongehuset fra 126,5 millioner til 143,8 millioner, og samtidig lægger man op til et ekstraordinært tilskud på cirka 29 millioner i 2024.
Men det forhøjede tilskud er ikke den eneste ændring, for regeringen ønsker også, at ’staten overtager den indvendige vedligeholdelse af de slotte og palæer, der stilles til rådighed for kongehuset, som hidtil har påhvilet kongehuset’. Slottene og palæerne er landets fælles kulturarv, påpeges det i pressemeddelelsen.
Der er dermed udsigt til, at kongehuset - som fremover formentlig skal modtage en del flere millioner hvert år - også kan spare en stor del penge, hvis staten fremover påtager sig opgaven med den indvendige vedligeholdelse af slotte og palæer.
Lovforslagene skal førstebehandles i Folketinget den 19. april.