Hele den søde historie: Sådan afslørede Bachelorette-Julie graviditeten for sin kæreste
Julie Kriegler, 27, blev kendt, da hun sidste år medvirkede i datingprogrammet ”Bachelorette”, der blev sendt på TV 2.
Det lykkedes ikke Julie Kriegler at vende snuden hjemad med en kæreste, men der gik dog ikke længe, før kærligheden alligevel bankede på hos Danmarks første Bachelorette.
I dag danner Julie Kriegler par med Daniel Christiansen, der ligesom Julie har forsøgt at finde kærligheden på tv. I 2019 medvirkede han nemlig i tv-programmet ”Koden til kærlighed”.
I sidste uge blev det afsløret, at Julie er gravid med parrets første barn, og i en række stories på sin Instagram-profil deler den tidligere bachelorette, hvordan hun overbragte den glædelige nyhed til sin kæreste.
Julie overvejede nemlig nøje, hvordan hun skulle fortælle den glædelige nyhed, og da den vordende far er stor fan af fodboldklubben F.C. København virkede det som en god idé at inddrage yndlingsklubben i nyheden om familieforøgelse.
Julie købte derfor en FCK T-shirt og nogen sutter, og hun havde forestillet sig, at gaven skulle gives og nyheden overrækkes, når Daniel kom hjem fra arbejde.
Datoen var den 5. januar, og Julie forklarer i sine stories, hvordan dagen sneglede sig afsted. Til sidst kunne hun ikke holde nyheden tilbage længere, og hun ringede derfor Daniel hjem.
Intetanende og forvirret trådte kæresten ind i lejligheden, og det lykkedes Julie Kriegler – med tårerne trillende ned ad kinderne – at overbringe den glædelige nyhed til Daniel, som heldigvis blev ovenud lykkelig.
Julie Kriegler er ikke den eneste bachelorette, der venter sig et barn i 2024. Afsløringen kommer blot tre uger efter, Julies ”Bachelorette”-kollega, Mette Sommer, afslørede, at hun og kæresten Kristian Lindegaard venter barn sammen.