Vinderen af Masterchef er kåret: Da Tina hører sit navn, bryder hun fuldstændig sammen
Endelig er afslutningens time kommet.
”Masterchef” skal have sluttet jubilæumssæsonen af med at have fundet en vinder, der modtager det flotte trofæ og præmien på 100.000 kroner.
I finalen kæmpede Tina, Anne Kathrine og Anna om at blive årets vinder.
Efter en lang og sej kamp, kunne dommer Jakob Mielcke med opbakning fra de øvrige dommere Jesper Koch, Dak Wichangoen og Thomas Castberg udråbe vinderen.
Det blev Tina.
I sekundet, hvor hun hørte sit navn blive udråbt som vinder, tog hun sig til hovedet, mens tårerne strømmede.
Men det var ikke kun Tina selv, der blev berørt. Det gjorde hendes børn, der var med i programmet også.
- Jeg bryder fuldstændig sammen, for jeg forstår det slet ikke! Mine børn bryder sammen. Det er fuldstændig sindssygt, fortæller hun i finalen.
Da hun efterfølgende skal sætte ord på sejren, var det svært at beskrive.
- Jeg har det helt crazy indeni. Der er så mange mennesker, der har bakket mig op, fortæller hun smilende.
Tina bliver altså årets vinder af sæson 10, men seere kan allerede begynde at glæde sig, for optagelserne til en ny sæson, der ventes at komme i 2025, er allerede begyndt.