Er det mon farmor Anne-Maries skyld? Prinsesse Maria-Olympia sætter ord på forholdet til Danmark
I slutningen af marts prydede dronning Anne-Maries barnebarn prinsesse Maria-Olympia modemagasinet ELLE Danmark.
Hun er også model på en række flotte sort-hvide fotos i magasinet.
Den 27-årige prinsesse er det ældste barnebarn af danske dronning Anne-Marie og hendes afdøde mand kong Konstantin.
Og det tyder på, at farmorens ophav har haft stor betydning for prinsessen.
Det giver hun udtryk for i ELLE Danmark.
Der bliver hun nemlig spurgt om, hvad hendes forhold til København, som hendes familie har opholdt sig en del i, er.
- Jeg elsker København. Hvis jeg kunne flytte hertil, ville jeg gøre det. Jeg kom her hvert år som barn, både til jul, hvor vi gik i Tivoli, og hver sommer. Jeg tror, det er derfor, jeg elsker byen. Der er så meget glæde her: Jeg elsker, at folk cykler alle steder og alt den gode mad. Her er fantastisk, fortæller hun til magasinet.
Maria-Olympia, der i mange år har arbejdet som model, er datter af kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal.
Dronning Anne-Marie har foruden prinsesse Maria-Olympia yderligere otte børnebørn.