Sommerferien er i fare: Derfor risikerer vennerne fra Ups, vi er voksne (igen) at sidde alene hele sommeren
Sommeren er for de fleste lig med ture til stranden, feriehytter og udenlandsrejser. Bare ikke hvis du er født med Downs syndrom, og ikke har en familie, der kan arrangere det for dig.
Virkeligheden for vennerne fra TV 2-programmet ”Ups, vi er voksne” er nemlig, at hvis ikke deres forældre arrangerer eller tager dem med på ferie, så kan de se frem til at tilbringe hele sommeren på Valbyholm.
Det fortæller Mitzie Pitzner, som er mor til 34-årige Jeff, i tv-programmet.
– For at Jeff kan holde ferie, så kræver det, at der er nogen, som arrangerer det for ham og tager ham med. Det er som regel hans far eller jeg, for der er ikke ferie længere på bostedet. Der kan de ikke komme på ferie, selv om det nok er det, som Jeff allerhelst vil. Hvem gider tage på ferie med sin mor og far, når man er voksen, lyder det fra Mitzie i programmet.
I aftenens afsnit ser man, hvordan veninderne Christine og Alberte skal tilbringe sommeren på en højskole, hvilket er arrangeret af Christines mor.
Jeff skal i sommerhus med sin mor, og Jakob til Bornholm med hele sin familie.
På papiret er vennerne nemlig voksne, men de er bestemt ikke i stand til at arrangere egne ferier.
Vennerne risikerer derfor år efter år at tilbringe sommeren på Valbyholm, hvis ikke deres forældre tager sagen i egen hånd og planlægger ferier for deres voksne børn.
– Når man er så lille indeni, så har man brug for en familie, selv om man på papiret er voksen. Det med at varetage relationer og sørge for at se hinanden, det er de ikke selv i stand til, og derfor er det så vigtigt, at de er en del af et fællesskab. De kan meget, men der er nogen, der skal føre karavanen for dem, har Truels Bisgaard, der er far til Tilde fra tv-programmet, tidligere fortalt til BILLED-BLADET om datteren og hendes venner.
Du kan se ”Ups, vi er voksne” hver onsdag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.