Chokmelding: Silas Holst stopper, det begynder at gøre for ondt
Ordene kommer fra en afklaret Silas Holst, der i en pressemeddelelse oplyser, at han stopper som professionel danser.
Dansen har ellers været grundstenen i Silas Holsts karriere, lige siden han i 2008 blev offentligt kendt, da han første gang tonede frem på fjernsynsskærmen som professionel deltager i ”Vild med dans” med sangeren Szhirley som dansepartner.
Et show han har deltaget i ni gange og vundet tre.
Herfra er det gået over stok og sten med den ene drømme-hovedrolle i store musicals efter den anden.
"Dirty Dancing", "Grease", "Saturday Night Fever", "Flashdance", "Moulin Rouge" – og mange flere.
Blandt andre rollen som Lola i "Kinky Boots", der i 2022 sikrede ham en velfortjent Reumert for Årets Mandlige Hovedrolle.
Afdansningsbal
Èn stor danserolle mangler dog. "Strictly Ballroom."
- Jeg har længe haft en aftale med Jesper Winge Leisner (der ejer One and Only Musicals) om, at når jeg beder om at lave "Strictly Ballroom", bliver det min sidste store danserolle, fortæller Silas Holst til BILLED-BLADET.
Og næste forår skal Silas spille ”Strictly Ballroom – The Musical”, der får Danmarkspremiere.
Inden det napper han også lige ”Saturday Night Fever” til efteråret.
- De to forestillinger bliver mit afdansningsbal, forklarer Silas Holst.
Tiden er udløbet
Dansestoppet er på ingen måde starten på en pensionisttilværelse.
- Nej, nej, forsikrer Silas Holst og griner.
- Det er heller ikke et farvel til musicalgenren, som jeg elsker. Jeg skal bare ikke havde de store dansehovedroller.
Med sine 41 år føler Silas Holst også, at tiden med førsteelsker-roller er udløbet.
- Det er på tide at give stafetten videre, konkluderer han.
Vemodig afsked
- Det bliver da vemodigt, når jeg takker af med ”Strictly Ballroom”. Men der er mange andre ting, jeg gerne vil prøve kræfter med – og nogle gange skal man jo lukke en dør for at åbne en anden.
Instruktørrollen, som Silas Holst allerede har lidt erfaring med, vil han gerne udbygge.
- Og så har jeg en masse tilbud, jeg desværre ikke kan sige noget om endnu.
Snart kan Silas Holst – for første gang – opleves i ”Cirkusrevyen”.
- Revy er også supersjovt og svært.
Tid til familien
På privatfronten vil han gerne prioritere mere tid med sin mand Nicolai Schwartz, og sine to børn, Maggie på ni og Bob på syv.
- Det kan være hårdt at være meget væk i perioder.
Silas Holst har mange bolde at spille med. Skuespil og sang er han åben for, og der står også forfatter, foredragsholder og meget andet på c.v.’et.
Så dansestoppet er ikke et ”farvel og tak”, men et ”farvel og velkommen til en masse nyt.”