Prins Nikolaos og prinsesse Tatiana var sammen i 22 år: Her er deres rejse sammen
Det græske kongehus har fredag aften meddelt, at dronning Anne-Maries næstældste søn, prins Nikolaos, 54, og hans hustru, prinsesse Tatiana, 43, skal skilles.
Parret offentliggjorde deres forlovelse i december 2009 efter at have været kærester i syv år.
På det tidspunkt var prins Nikolaos 40 år og Tatiana, der dengang hed Blatnik til efternavn, var 29 år.
Prinsen havde forinden haft Tatiana, der er vokset op i USA, med til blandt andet dronning Anne-Maries 60-års fødselsdag, Mary og Frederiks bryllup samt daværende prins Christians barnedåb.
Prins Nikolaos giftede sig med Tatiana den 25. august 2010 ved et storslået bryllup på den græske ø Spetses med blandt andre mange kongelige gæster, og hun fik derefter titlen Prinsesse Tatiana af Grækenland og Danmark.
Parret flyttede for 11 år siden til den græske hovedstad Athen, hvor de har været en kærlig støtte til dronning Anne-Marie efter kong Konstantins død.