Kalenderen afslører prinsessens planer: Så længe skal Marie være i Danmark
Mandag eftermiddag ankom prinsesse Marie til Hørsholm på sin første, kongelige opgave i Danmark i længere tid, da prinsessen besøgte Mad Med Hjertet, som sætter fokus på madspild.
Arrangementet fandt sted i Kokkedal Kirke, hvor foreningen viste, hvordan de bidrager til at reducere madspild og samtidig fremme socialt samvær gennem månedlige fællesspisninger og ugentlige kaffedage.
Kongehusets kalender afslører dog, at prinsessens visit i Danmark bliver kortvarigt.
Her fremgår det nemlig, at prinsesse Marie – foruden mandagens kongelige opgave i Hørsholm – kun har yderligere én kongelig opgave planlagt.
Tirsdag den 23. april besøger prinsessen, sammen med autismeforeningen, Region Hovedstadens Psykiatri.
Prinsesse Marie har været protektor for Autismeforeningen siden 2011, og hun deltager derfor jævnligt i arrangementer og konferencer for børn, unge og voksne med autisme.
Prins Joachim og prinsesse Marie bor til daglig i Washington D.C. sammen med parrets to, fælles børn, grev Henrik og komtesse Athena.