Afslører noget, der er klippet ud: Sådan gik mødet mellem Tobias’ familie og pigerne i Kærlighed hvor kragerne vender
Det bliver meget personligt for en række af drengene i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
For deres tilbageværende piger skal introduceres til deres familie. For Tobias’ vedkommende skal hans piger Rikke og Sandra møde hans mor og mormor.
Egentlig var det meningen, at det skulle have været hans mor og far.
- Jeg har det fint med at de møder min mor. Min mormor ville jeg nok have ventet med. Jeg skulle have haft min far med, men min far skulle ud at sejle. Han blev kaldt ud før tid. Forholdet med min mor og far er tæt. Vi har kolonihave lige op og ned ad hinanden, og der er et hul i hækken i baghaven, så vi kan gå ind til hinanden. Jeg har et tæt bånd med mine forældre, fortæller han.
Tobias uddyber, at han dog ikke var nervøs for, at familien skulle møde Rikke og Sandra, fordi hans familie er meget åbne og imødekommende.
For Rikke og Sandra er det jo også en mulighed om at lære Tobias bedre at kende igennem nogle af dem, som kender ham allerbedst.
Det er tydeligt i programmet, at hans mor i hvert fald ikke lægger fingre imellem. Det oplevede Tobias også.
- Jeg synes, min mor slår meget over i sådan noget: ”Mit lille pus”. Hun lagde lidt mere vægt på, hvad Tobias ikke er så god til i stedet for at få et indtryk af pigerne. Det er min mor i en nøddeskal. Det er både sjovt og lidt pinligt, fortæller han.
Familiens møde med pigerne, giver naturligvis også Tobias mulighed for at høre, hvad de mener.
- Jeg tror, min mor var meget enig med mig, men det er godt nok ikke med i programmet, at jeg siger, hvem der er min favorit. Min mor er enig, hvor min mormor kigger mere på den anden, fortæller Tobias.
- Så det har været vildledende at høre deres mening. De har givet deres synspunkter og bud på, hvad jeg skal spørge mere ind til, og det kan jeg bruge til noget fremadrettet.