Har du lagt mærke til det? Nikolaj Jacobsen afslører, hvorfor han altid tygger tyggegummi
Landstræner for de danske håndboldherrer Nikolaj Jacobsen har stået på sidelinjen for landsholdet de seneste syv år.
Snart skal han rette de sidste detaljer til, før han og de danske håndboldherrer skal til OL i Paris.
Der er med sikkerhed, nogle der har bemærket en særlig ting ved Nikolaj Jacobsen, når han står på sidelinjen til kamp.
Han tygger nemlig altid på tyggegummi.
Da han besøger Anders Breinholt i tv-programmet ”Breinholts”, afslører landstræneren hvorfor han altid tygger på tyggegummi.
Det sker, da tv-værten rækker landstræneren et stykke tyggegummi.
- Jeg prøvede på et tidspunkt sådan noget sukkervand, og det gik ikke, fordi jeg skulle tisse hele tiden. Jeg kunne ikke klare mig igennem en halvleg. Tyggegummiet giver mig noget sukker, så jeg lige kan få lidt energi til hjernen. Og så slapper jeg godt af, når jeg tygger det, fortæller Nikolaj Jacobsen i talkshowet.
Undervejs i programmet falder snakken på, at Nikolaj Jacobsen jo ikke kun træner det danske landshold.
Han er også træner for sin 16-årige søn Linus, der spiller i den fynske klub GOG.
Nikolaj Jacobsen afslørede i den forbindelse, at han også har trænet sine to ældre døtre Freja og Cille, som begge har været tilfreds med ham som træner.
Det er noget andet med sønnen Linus, der synes, at hans far er ret irriterende at have som træner.
”Breinholts” kan ses tirsdage og torsdage på Viaplay og på TV 3 klokken 21.00.