Ukorrekt titel springer i øjnene på kronprins Christians skjold: Her er forklaringen
Siden det historiske tronskifte den 14. januar har man skullet vænne sig til en række nye titler i det danske kongehus. Blandt andet er prins Christian nu blevet kronprins, idet hans far er blevet konge.
Derfor springer det også i øjnene, at tronarvingen tituleres som prins på det elefantridderskjold, der nu hænger i Ridderkapellet i Slotskirken på Frederiksborg Slot.
Der er dog en god forklaring på, hvorfor der på latin står ”Christian, prins af Danmark” på siden af skjoldet.
Kronprinsen blev ridder af Elefantordenen i forbindelse med sin 18-års fødselsdag den 15. oktober 2023, og dengang var han fortsat ’bare’ prins.
”Skjoldet afspejler Kronprinsens våben og titel på det tidspunkt sidste efterår, hvor skjoldet blev færdiggjort. Det er en tradition for elefantridderskjolde, at de ikke ændres, selv om den pågældende ridder senere ændrer titel eller våben”, skriver Kongehuset.
Kronprins Christians elefantridderskjold hænger midt mellem hans forældres og lige over prins Joachims og prinsesse Maries.
Se elefantridderskjoldet i galleriet herunder: