Vennerne fra Ups, vi er voksne: Pengeindsamling skal indfri stort ønske – og det er ikke i Danmark
Sommeren er for de fleste lig med ture til stranden, feriehytter og udenlandsrejser – bare ikke hvis du er født med Downs syndrom.
Det fortalte Mitzie Pitzner, som er mor til Jeff, i sidste uges afsnit af TV 2-programmet ”Ups, vi er voksne”. Her indviede hun nemlig seerne i den virkelighed, der er vennerne fra Valbyholms.
Mitzie Pitzner forklarede, at bostedet ikke længere arrangerer ferier, og derfor skal forældrene selv sørge for ferier til deres voksne børn, hvis ikke de skal risikere at tilbringe hele sommeren på Valbyholm.
Jeff, Tilde, Stine og alle de andre fra Valbyholm er dog så heldige, at deres forældre har startet ”Fonden IBE – Ingen bliver efterladt”, hvor man forsøger at samle nok penge ind til at indfri et stort ønske.
Af fondens hjemmeside fremgår det nemlig, at man forsøger at samle penge ind til en fælles udenlandsrejse.
– Vi har et ønske om en fælles ferie, fx til Marokko. Her vil vi leje to minibusser og en bil. Vi vil leje to huse med pool. I Marokko kan vi få massage, vi kan gå i souken i mindre grupper og handle, vi kan spise pandekager på torvet og blive underholdt af lokale musikere (…), står der blandt andet på hjemmesiden.
Det fremgår ikke, hvor mange penge det kræver, før drømmerejsen kan indfries.
Du kan se ”Ups, vi er voksne” hver onsdag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.