De nye gallaportrætter vækker undren: Hvorfor er det skåret væk?
Torsdag så de nye gallaportrætter af kong Frederik og dronning Mary dagens lys.
Det nye kongepar er stillet op på Christiansborg Slot i den såkaldte Grønne Sal bærende på et væld af kongelige symboler som ordener, kronjuveler og sågar en sabel. Her er de fotograferet af Steen Evald.
Tilsyneladende må man dog ikke se mere af kongeparret end til knæene, da alle billeder i samlingen - både fælles og hver for sig - er beskåret lige over knæhøjde.
Se nærmere herunder:
Det kan umiddelbart vække undren, at fødderne og det nederste af dronning Marys kjole, som vi må formode har en vis længde, skal gemmes væk, men en forklaring skal sandsynligvis findes i billedets særlige anvendelse.
Det første officielle gallaportræt af kong Frederik og dronning Mary skal "(...) kunne ses ophængt i blandt andet statslige institutioner, herunder på danske ambassader og konsulater i hele verden samt på danske fartøjer," skriver kongehuset i forbindelse med offentliggørelsen.
Sammenligner man med dronning Margrethes portræt af samme kaliber, fotograferet af Rigmor Mydtskov i 1972, vil man også her kunne se, at fokus i portrættet er på overkroppen, hvor de mange kongelige symboler kan ses.
Og det kan være for at sikre dette fokus, at billedets komposition og beskæring er, som den er.
Hvis man vil se nærmere på f.eks. kongens elefantorden, bryststjerner samt de kronjuveler, dronning Mary bærer på portrætterne, er de til daglig udstillet på Rosenborg Slot.