Det er sjovt tænkt: Trine Dyrholm og Louise Mieritz startede traditionen på Teaterskolen – og i dag er disse skuespillere hoppet med
Det startede som en hyggelig, lille tradition mellem to veninder med spirende skuespillerdrømme, men det viste sig at holde ved i mange år og brede sig som ringe i vandet.
I starten af 1990’erne gik skuespillerinderne Trine Dyrholm, 52, og Louise Mieritz, 52, på Teaterskolen, og her startede de en klub, som de sidenhen har budt flere af deres kendte kolleger og veninder velkommen i.
Det fortæller Trine Dyrholm i et interview med Alt for damerne.
– Jeg har en tøjbytteklub, som opstod helt tilbage, da jeg gik på Teaterskolen, og som stadig består. Det var Louise Mieritz og jeg, der begyndte, og siden er bl.a. Tammy Øst, Ditte Hansen, Lotte Andersen og et par stykker mere kommet med. Vi mødes to gange om året, efter vi har ryddet op i vores klædeskabe, og så bytter vi tøj. Det er en fantastisk måde at mødes og følge med i hinandens liv, fortæller Trine Dyrholm til mediet.
Om den årligt tilbagevendende tradition forklarer Trine Dyrholm, at veninderne mødes til brunch, og under armen har de hver en bunke med tøj, som de ikke længere bruger.
Undervejs fortæller alle om det tøj, som de har med, og når man har fortalt færdig, råber dem, der er interesserede ”Billet”, og på den måde bliver tøjet fordelt.
Trine Dyrholm blev færdig fra Teaterskolen i 1995.
Sidenhen har hun medvirket i adskillige store spillefilm og tv-serier.
Privat er Trine Dyrholm gift med Niclas Bendixen, og parret har sammen sønnen Axel på femten år.