Kan du kende hende? Lisbeth Østergaard deler sit 30 år gamle konfirmationsbillede
43-årige Lisbeth Østergaard har for kort tid siden pakket hele sit hjem i København ned, for at bosætte sig i Nordjylland med sin mand og parrets to børn.
Det har betydet flyttekasser i massevis, hvor den tidligere tv-vært med garanti har fundet gamle fotoalbums i gemmerne, der ikke har set dagens lys i lang tid.
I anledning af alle de unge mennesker, der i disse dage bliver konfirmeret, har Lisbeth Østergaard valgt at dele et minde fra et af sine fotoalbums.
Hun har nemlig fundet et konfirmationsbillede i gemmerne, der er 30 år gammelt.
– Jeg har regnet lidt på det. Og regnet om igen for jeg tænkte, at det måtte være en fejl. Men nej, det ER 30 år siden jeg blev konfirmeret. 30!!!!, skriver Lisbeth Østergaard til billedet, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele.
På billedet til Lisbeth Østergaards konfirmation smiler konfirmanden stort i sin fine, hvide kjole. Lisbeth Østergaard havde i dagens anledning fået permanentkrøl i håret, som var blevet stylet med en yndig, hvid sløjfe - og selvom hendes permanentkrøl kan snyde, så er man ikke i tvivl om, at det er Lisbeth Østergaard, der er på billedet.