Prinsesse Nathalie afslører: Sådan skal sønnens konfirmation fejres
Lørdag eftermiddag begyndte konfirmationen i Evangelische Stadtkirke i Bad Berleburg, hvor prinsesse Nathalies søn, Konstantin, blev konfirmeret med en række kammerater.
Konstantin, som fylder 14 i juli, havde masser af dejlig opbakning fra sin familie, som var kommet fra nær og fjern.
Fra Danmark var mormor, prinsesse Benedikte, kommet med datteren prinsesse Alexandra, som også havde børnene grev Richard og komtesse Ingrid med til fest.
Gæster til Konstantin Johannsmanns konfirmation i Berleburg
BILLED-BLADET mødte konfirmandens mor, prinsesse Nathalie, kort før konfirmationen, og hun fortalte hjerteligt om sønnens store dag.
- Det bliver en stor dag for ham. Og så at familien er der – det betyder meget for ham, fortalte prinsesse Nathalie lørdag før konfirmationen.
Efter konfirmationen skal Konstantin fejres, fortalte prinsesse Nathalie, og det foregår på Berleburg Slot, hvor Nathalie bor til daglig med børnene Konstantin og Louisa, 9.
- Vi skal have det meget hyggeligt. Det er en lille kreds på 20 mennesker. Familie og nogle venner, så det er meget hyggeligt, fortalte prinsesse Nathalie.
Prinsesse Nathalie, som er yngste datter af prinsesse Benedikte og prins Richard, har Konstantin og hans lillesøster Louisa, 9, med sin eksmand Alexander Johannsmann.
Sammen med børnene bor hun i en længe på Berleburg Slot, hvor også hendes bror, prins Gustav, bor med sin familie.