Dronning Mary er med på ny trend: Fik en dejlig og frisk tur
Temperaturen er på vej op, og solen er fremme i flere timer om dagen.
Det kan lokke flere til at snøre vandrestøvlerne og begive sig ud i det danske landskab.
Der findes i forvejen mange registrerede ruter, og det tal er stigende.
I 2021 var der registreret 13.775 kilometers vandreruter i Danmark, og det tal er steget markant – det var steget til 18.303 kilometer i 2023.
Det betyder ikke, at der er kun er kommet flere vandreruter, men også at flere af de eksisterende stier er blevet registreret, og dronning Mary har personligt testet flere af de smukke ruter.
Mary med på naturtrend
Dronningen er altså med på den nye trend med at vandre i den danske natur.
Forleden indviede Mary den nye vandrerute på stierne i Hannenov Skov på Falster.
Vandreruten på fem kilometer syd for Eskilstrup hedder Virketvolden Rundt, og turen byder bl.a. på et gammelt forsvarsvoldanlæg fra jernalderen, broer over vandløb og mange gamle egetræer.
Turen foregik i et godt tempo, så selskabet kunne holde varmen, og da dronning Mary kom i mål, fortalte hun begejstret om sine oplevelser.
– Det var en dejlig, frisk tur. Her er meget smukt og historisk. Jeg har fået god formidling langs vejen, og jeg er sikker på, at det bliver en rigtig god tur for rigtigt mange, som kommer ud at nyde skoven. Man kan ikke andet end at blive imponeret over volden. Hvor stor den er, og hvilken betydning den har haft, da den var i brug. Det var en meget spændende historie at lære om, lød det fra dronning Mary.