Det var uventet: Prinsesse Marie dukker op langt fra hjemmet i Washington
Mandag var prinsesse Marie langt væk hjemmefra.
I forbindelse med hendes arbejde for Veteran Coalition (VCI), hvor prinsessen er æresmedlem, deltog hun et i arrangement i Houston, Texas – altså omkring 2000 km fra hjemmet i Washington D.C.
Besøget, der ikke var annonceret i den kongelige kalender, blev delt i et opslag på den danske ambassades sociale medier.
Og her kan man se billeder af prinsessen, som mødtes med repræsentanter fra VCI og organisationen Combined Arms US.
Begge organisationer arbejder for at støtte veteraner efter hjemkomsten fra missioner i udlandet. Og det var dette prinsesse Marie fik indblik i under besøget.
Prinsesse Marie flyttede sammen med familien til USA sidste sommer, da prins Joachim fik job som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade. En stilling han tiltrådte den 1. september.