Det var tvivlsomt, om hun vendte tilbage i Sommerdahl: Nu er det afsløret
Søndag vender Peter Mygind tilbage i rollen som chefefterforskeren Dan Sommerdahl i TV 2 Charlie-serien ”Sommerdahl”.
I den forrige sæson var hans karakter faldet pladask for den charmerende kystvagt Josefine Sundby, spillet af Maibritt Saerens, men desværre endte det ikke alt for godt i sæson 4.
Josefine endte med at blive anholdt, da Helsingør-politi fangede hende og fiskehandleren Otto med lasten fuld af narko i en båd.
Dermed var det tvivlsomt, om Josefine ville vende tilbage i sæson 5 af ”Sommerdahl”.
Men nu er det endelig afsløret. Maibritt Saerens er tilbage i rollen som Josefine Sundby i den helt nye sæson af den populære krimiserie.
I sæson 5 er der gået et halvt år, siden Josefine blev anholdt, og hun sidder nu i fængsel. Men heldigvis får hun besøg af Dan.
Dan Sommerdahl er overbevist om, at hans elskede Josefine er uskyldig og vil gøre alt for at få hende løsladt.
- Dan er for første gang siden ekskonen Marianne blevet forelsket i en kvinde, som muligvis har smuglet stoffer. Så stakkels Dan prøver at holde modet oppe, fortæller Peter Mygind til BILLED-BLADET.
Sæson 5 af ”Sommerdahl” har premiere søndag den 5. maj kl. 20.40 på TV 2 Charlie. Der kommer otte afsnit.