Kong Frederik til kæmpefest i Kongens Lyngby: Dansk superstjerne er med
Torsdag flyttede kong Frederik og dronning Mary til Fredensborg, hvor de skal bo de kommende måneder, men allerede fredag er kong Frederik taget af sted igen – han er nemlig taget en tur til Kongens Lyngby.
Igen i år deltager han i DTU’s traditionsrige årsfest.
Det er som altid noget ganske særligt, når kongen dukker op til arrangementer, men i år er der også en anden superstjerne, der tiltrækker sig en hel del opmærksomhed i forbindelse med årsfesten.
Selveste Andreas Mogensen er nemlig også at finde på DTU fredag aften, og han hilste kort på kong Frederik ved ankomsten.
Den danske astronaut vendte tilbage til jorden den 12. marts efter et seks måneder langt ophold på den Internationale Rumstation. I denne uge vendte han tilmed hjem til lille Danmark, hvor han har haft travlt med ikke mindst at give interviews og fortælle om sin tid i rummet.
Men i Andreas Mogensens kalender var der også tid til at deltage i DTU’s årsfest, og det var til stor glæde for de mange studerende og ansatte.
Det er ikke første gang, at kong Frederik møder Andreas Mogensen. Her ses de i forbindelse med et arrangement i Industriens Hus for et år siden.