Tea og Tilde reagerer på deres exit: Pengepræmien skulle have muliggjort særlig oplevelse med deres kræftsyge mor
Tea og Tilde fra TV 2-programmet ”Først til verdens ende” lægger ikke skjul på, at deres barndom har været præget af sygdom, afsavn og ikke mindst frygten for at miste.
Søstrene var nemlig blot henholdsvis fire og seks år gammel, da deres mor, Hanne, første gang fik konstateret en aggressiv form for brystkræft, hvorefter hospitalsbesøg blev hverdag.
Tea og Tildes mor gennemgik i de følgende år et voldsomt kræftforløb, og selv om hun aldrig bliver erklæret kræftfri og rask, så har hun det heldigvis godt i dag.
Undervejs på rejsen begyndte søstrene derfor at drømme om, hvad pengepræmien på 250.000 kroner skulle bruges på, hvis de vandt konkurrencen.
– Vi vil gerne ud og backpacke igen, så det var pengene nok gået til. Det var en drøm, der begyndte at tage form fra Vietnam til Malaysia, fordi det var lande, som var fede at backpacke i. Der begyndte vi at snakke om, at vi gerne ville tage turen igen sammen med vores kærester og vores mor, men i et lidt mere roligt tempo, forklarer Tilde til BILLED-BLADET.
– Ja, vores mor var i sine unge dage en backpacker, der tomlede sig gennem Europa, så det er noget, som vi megagerne vil opleve sammen med hende, slår Tea fast.
Selv om aftenens afsnit bød på et farvel til Tea og Tilde, som efter en hæsblæsende etape ankom sidst til checkpoint, så har søstrene dog ikke opgivet håbet om at kunne invitere deres mor på en rejse.
Oplevelsen må familien dog finansiere på anden vis end med en ”Først til verdens ende”-pengepræmie.