Bachelorette-Julie var skuffet i sidste sæson: Det synes hun om de nye mænd
Julie Kriegler og Mette Sommer har nu officielt givet ”Bachelorette”-stafetten videre til Lissa Paustian og Sofie Martinusen i datingprogrammet på TV 2 Echo.
Lissa og Sofie er mildest talt begejstrede, da de tager imod de mange håbefulde bejlere under Sri Lankas bagende sol, og det var ikke helt tilfældet, da det sidste år var Julie og Mette, der stod for enden af den røde løber.
I podcasten ”Bag om Bachelorette” indrømmer Julie sågar, at det nok havde været nemmere for hende at finde et match i den nye sæson, ligesom hun er ret begejstret for den nye flok.
– Hvad synes jeg om dem? Det er alligevel en god blandet flok også, ligesom der var i vores. Hvis jeg skal være ærlig, så kunne jeg nok bedre finde en fyr i deres sæson, fortæller hun i podcasten.
I forbindelse med premieren på sidste sæson indrømmede Julie og Mette begge, at de var skuffede efter deres første møde med mændene:
– Kvinderne i ”Bachelor” var fantastiske, smukke og intelligente. Jeg forventede det samme fra mændene. Nu er jeg også lidt en håbløs romantiker, der tror på kærlighed ved første blik, og det ramte mig ikke lige ved den røde løber. Det skuffede lidt, har Julie tidligere fortalt til BILLED-BLADET.
Mette uddybede dog efterfølgende, hvad de to tidligere bachelorettes skuffelse i virkeligheden handlede om:
– Vi har fundet frem til, at det ikke var mændene, vi var skuffet over, men vores forventninger til dem. Vi havde forventet noget, vi ikke selv kunne sætte ord på, har Mette tidligere forklaret.
Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og på TV 2 Play.