Dronning Elizabeth mente, det var upraktisk at dø på Balmoral, men prinsessens ord fik hende til at ændre mening
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Da dronning Elizabeth døde, opholdt hun sig på Balmoral i Skotland. Er der en forklaring på, hvorfor hun stod en lang rejse igennem for at opholde sig der i stedet for på Windsor Castle, som ligger en halv times kørsel fra London? Kunne teorien være, at hun hurtigere end forventet blev for svag til at returnere til Windsor eller Buckingham? Kom der oplysninger frem om dette efter dødsfaldet? Tak for en seriøs brevkasse.
Med venlig hilsen
Karin R.
Kære Karin R.
Tak for roserne, som jeg værdsætter. Det var en mangeårig og ufravigelig tradition, at dronning Elizabeth hver sensommer, som regel det meste af august, tog ophold på Balmoral for at holde ferie. Hendes sidste sensommer var ingen undtagelse. Dronningens alvorlige helbredstilstand var kun kendt af en snæver personkreds, men hun var egentlig frisk nok til det sidste og var bl.a. i stand til at modtage en ny premierminister i audiens blot to dage før sin død. De sidste par dage gik det dog stærkt. Faktisk har hendes datter, prinsesse Anne, i et senere BBC-interview afsløret, at dronning Elizabeth selv kort før sin død udtrykte en vis bekymring om, at det ville være upraktisk at gå bort på Balmoral. Prinsessen overtalte imidlertid sin mor til ikke at problematisere dette. Hun skulle gøre det, hun følte, var det rigtige. Og det var indiskutabelt at tilbringe sin sidste tid og forlade denne verden på det slot, hun holdt mest af, og hvor hun altid havde følt sig mest hjemme og tryg – og sådan blev det. Dronning Elizabeth gik bort den 8. september 2022 i en alder af 96 år og efter mere end 70 år på tronen.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".