Nær veninde til dronning Margrethe: Grevinde Susanne Brockenhuus-Schack er død
Grevinde Susanne Brockenhuus-Schack er død, 86 år gammel.
Hun sov stille ind natten til tirsdag i denne uge. Det bekræfter hendes søn Kim Brockenhuus-Schack over for Folketidende:
– Hun var faktisk ganske aktiv til næsten det sidste, men det seneste halve års tid har en kræftsygdom svækket hende, fortæller Kim Brockenhuus-Schack, som i dag driver Vennerslund Gods på det nordlige Falster.
Grevinde Susanne Brockenhuus-Schack voksede op på godset, som hun blev ejer af i 1964 efter at have overtaget det fra sin far, Vincens Grandjean. Hun var selv uddannet inden for landbrud og økonomi, og hun satte et solidt aftryk på godset i de 40 år, hun ejede det.
Vennerslund Gods dannede også rammen om det smukke herregårdsbryllup i 1963, hvor hun sagde ja til premierløjtnant, grev Jens Brockenhuus-Schack.
Ved brylluppet deltog næsten 100 gæster prominente gæster – også kongelige. Både kong Frederik og dronning Ingrid samt deres to ældste døtre, prinsesse Margrethe og prinsesse Benedikte, var til stede under den romantiske højtidelighed i Stadager Kirke.
Den nære relation til kongehuset og særligt til dronning Margrethe bestod i alle årene. Hvilket også kom til udtryk i Susanne Brockenhuus-Schacks kammerherreinde-titlen.
Samtidig stod grevinde og greve Brockenhuus-Schack ofte på gæstelisten, når der var store begivenheder i kongehuset, ligesom dronning Margrethe og prins Henrik også tog turen til Falster for at besøge greveparret.
Grevinden beskrives som et stort familiemenneske, og hun efterlader sig fire børn med ægtefæller og ti børnebørn. Hendes mand, Jens Brockenhuus-Schack, døde i 2021.
Familien fortæller, at Susanne Brockenhuus-Schack skal begraves i Stadager Kirke, hvor hun sad i menighedsrådet, og hvor familien desuden har et gravsted. Datoen er ikke fastsat.