Skarpt sort look: Kronprinsesse Victoria på den røde løber i H&M-blazer med split-ærmer
Lørdag aften indtog kronprinsesse Victoria den røde løber.
Hun havde taget turen til Malmø Arena for at kaste kongelig glans over Eurovision-finalen, og det gjorde hun i et skarpt look.
Kronprinsessen var klædt i sort fra top til tå, og endnu en gang kunne man spotte hende i H&M – denne gang var det en blazer, der havde vundet indpas.
Det skriver modebloggen Royal Fashion Police.
Victoria har tidligere båret det svenske brand ved store begivenheder, og også på en aften som denne, hvor hele verden kigger med, valgte hun at fremhæve svensk mode.
Det var dog ikke en helt almindelig blazer. Den havde split-ærmer, som nærmeste skabte en kappeeffekt, ligesom den havde skinnende revers.
Til blazeren bar kronprinsessen er par sorte bukser, stiletter fra italienske Gianvito Rossi og perlesmykker fra svenske Maria Nilsdotter.