Peter Ingemann beklager fejl på tv: Jeg skal have fat i ørerne på dem!
Peter Ingemann er tilbage på knallerten i ”Ingemann og Østkysten” på TV 2.
Omkring en halv million danskere fulgte med i sæsonpremieren i sidste uge, og det har fået tv-værten til at juble.
I et opslag på Instagram skriver Peter Ingemann, at han er utroligt glad og taknemmelig for de vilde seertal.
Han benytter dog også opslaget til at påpege en lille fejl i det første program – en fejl, som han først selv har opdaget nu.
- Lige en lille ting, inden jeg får fat i ørerne på dem, der laver underteksterne på TV 2, skriver Peter Ingemann i opslaget, som BILLED-BLADET har lov at bringe, og fortsætter:
- I min intro til programmet (der hvor jeg som 16-årig kommer kørende på knallerten), siger jeg: ”OK, cut bare!”. Jeg siger ikke, som der står på teksten: ”Fuck dig!” Jeg beklager og skal nok få det rettet!
Peter Ingemann forklarer desuden, at sætningen ”Cut bare” refererer til Jarl Friis Mikkelsens figur i filmen ”Op på fars hat”, som var meget populær i slutningen ar 80’erne, hvor klippet med en ung Peter på knallert er optaget.
”Ingemann og Østkysten” sendes søndage kl. 20.00 på TV 2.