Husker du Steen Lund fra Vild med dans: Mødes med tidligere dansepartner og husker dramatisk sæson
Fire gange nåede Steen Lund at deltage i ”Vild med dans”. Med en pæn stor succesrate, da han nåede at få både en 1. og 2. og en 3. plads.
Første gang vi så ham på ”Vild med dans”-gulvet var i 2005 i sæson 2 (det år var der både en forårs- og en efterårssæson). Her fik han en tredjeplads med Sisse Fisker.
I 2006 vandt han sammen med den tidligere håndboldspiller Christina Roslyng.
I 2007 blev det så til en flot 2. plads sammen med skuespiller og komiker Vicki Berlin – efter en dramatisk start.
Overtog førergrebet
- Ja, det var noget af en sæson, huskede Steen Lund, da BILLED-BLADET mødte ham til premieren på Odense Sommerrevy 10. maj.
Vicki Berlin startede nemlig med en helt anden partner, Jesper Dalsgaard, der trak sig fra showet på grund af stress, hvorefter Steen Lund overtog førergrebet på Vicki Berlin.
Forinden havde håndboldspilleren Joachim Boldsen, der dansede med Vickie Jo Ringgaard, trukket sig på grund af en fibersprængning i maven.
René Christensen, der dansede med tv-værten Paula Larrain modtog trusler fra Paulas daværende mand Mads Holger.
Samme sæson fandt Mie Moltke og Lai Yde kærligheden, som holdt i otte år.
Gensyn med Vicki
I dag er Steen Lund helt ude af ”Vild med dans”.
- Jeg er lige startet på job hos Maersk i Svendborg, fortalte Steen Lund, der nød en revyaften sammen med sin hustru Rikke.
På scenen i revyen fik Steen Lund et herligt gensyn med sin tidligere dansepartner Vicki Berlin.
- Jeg glædede mig især over hendes dans på scenen. Så kan jeg se, hun ikke har glemt det, jeg lærte hende, bemærkede Steen Lund med et grin.
Her er Vicki på sceen med resten af revyholdet.
- Jeg tog mig også ekstra sammen, fordi jeg vidste Steen var blandt publikum, afslørede Vicki Berlin efter showet.