13. maj. 2024
Af Christinna Braun

Kong Charles har mistet smagssansen efter sin kræftdiagnose

Kong Charles.
Kong Charles.
Foto: Henry Nicholls/AFP/Ritzau Scanpix
Det britiske kongehus meldte i februar ud, at kong Charles var blevet ramt af kræft.

For tre måneders tid siden annoncerede det britiske kongehus, at 75-årige kong Charles var blevet ramt af kræft.

Kræften blev opdaget i forbindelse med en operation for forstørret prostata, men der var ikke tale om prostatakræft, oplyste kongehuset.

De fortæller dog ikke, hvilken kræfttype der var tale om.

- Hans majestæt er blevet behandlet for godartet prostataforstørrelse. Det var under dette indgreb, at det særskilte problem blev noteret og efterfølgende diagnosticeret som en form for kræft. Denne anden tilstand vil nu modtage passende behandling, lød det i februar fra det britiske kongehus.

Kong Charles satte herefter sine kongelige pligter på pause.

Nu er kong Charles ved at være tilbage på job, og mandag besøgte han Army Flying Museum i Middle Wallop i Hampshire, skriver Daily Mail.

På dette besøg talte kong Charles med veteranen Aaron Mapplebeck, som sidste år fik kemoterapi for testikelkræft.

Ifølge Daily Mail fortalte Aaron Mapplebeck til kongen, hvordan han havde mistet smagssansen som en bivirkning af kemoterapien, hvorefter kong Charles afslørede, at det samme var sket for ham.

Kong Charles har for nylig fortalt, at han har det godt på trods af kræftsygdommen.

Da han forleden besøgte et kræftbehandlingscenter i London sammen med dronning Camilla, satte kong Charles flere ord på kræftdiagnosen.

Læs mere om det herunder.

Læs mere om: