Ulla Terkelsen er fyldt 80 år: Frygter ikke døden
Selv om det ikke er til at hverken se eller høre, når hun dukker op på tv-skærmen, fyldte Ulla Terkelsen i denne uge 80 år.
Selv er hun overrasket over at være blevet så gammel, og TV 2-korrespondenten er udmærket klar over, at det meste af livet ligger bag hende.
Døden er dog ikke noget, der skræmmer hende.
- Det er ikke en tragedie, det er et livsvilkår. Jeg ved selvfølgelig, at jeg er tæt på. Jeg håber ikke omstændighederne bliver ubehagelige, men jeg ved, der ikke er langt igen, det er klart, men det fylder mig ikke med angst, for jeg er glad for det liv, jeg har og har haft, siger Ulla Terkelsen til BILLED-BLADET.
Hun kunne sagtens forestille sig at blive boende i sydfranske Cannes, til hun kradser af, men som hun siger, kommer det også an på, hvordan omstændighederne er.
- Hvis det sker pludseligt, har jeg ikke noget imod, at det sker på kanten af Middelhavet. Hvis jeg bliver så gammel, at jeg bliver svag og ikke kan klare mig selv og skal på plejehjem, så vil jeg nok helst dø i Danmark. Jeg kan ikke ligge og bøje franske verber … smiler Ulla Terkelsen, der nu ellers er god til mange sprog.
Når tiden kommer, har Ulla Terkelsen besluttet, at hun vil doneres til videnskaben, for hun ønsker ikke, at hendes efterkommere skal være forpligtet til ”at stå og glo på en plade i græsset”, som hun siger. Inden den dag kommer, har TV 2-korrespondenten ikke de store planer for fremtiden.
- Når man er 80, ved man godt, det meste ligger bag en. Jeg tager det i små hak, siger hun.