Prinsesse Nathalie i tårer på tv: Det her klipper vi lige ud
Det var tilbage i 2017, at prinsesse Nathalie blev landstræner for det danske dressurlandshold.
Men i november 2021 kom det pludseligt frem, at hun stoppede med øjeblikkelig virkning.
Netop hvad der dengang skete, bliver der talt om i DR’s nye dokumentar ”Mellem hestelort og milliarder”.
Det er også en dokumentar, som prinsesse Nathalie selv medvirker i.
Flere af de medvirkende giver udtryk for, at de faktisk ikke har det store kendskab til, hvorfor prinsesse Nathalie stoppede på posten.
Og da hun selv kommenterer sagen, er det meget tydeligt, at det stadig berører hun.
Faktisk ender hun med at fælde en tåre.
- Det der med at sige til sig selv, at jeg vil prøve at få Danmark op på verdensplan. Det er noget af en vision, og der skal så meget til. Det er ikke kun et hjul, der skal køre rundt. Der er mange flere små hjul…, fortæller hun i programmet, inden tårerne står i hendes øjne.
Da falder en tåre ned ad prinsesse Nathalies kind, før hun udbryder:
- Det her klipper vi lige ud.
I dokumentaren vendes der i samme afsnit ikke tilbage til mere snak om prinsesse Nathalies tid som landstræner for dressurlandsholdet.
Dengang, da nyheden om hendes stop som landstræner kom ud, var årsagen, at "DRF (Dansk Ride Forbund red.) har valgt at erstatte landstrænerrollen med et større ekspertteam, der består af en række internationale navne indenfor dressur."
Alle fire afsnit af ”Mellem hestelort og milliarder” kan ses på DR TV.